Klik på bogen for at se den originale årbog som PDF

 

1946-47

Med denne Bog fylder Ringkjøbing Aarbog 21 Aar og har samtidig faaet ny Redaktør, idet Fru Anna Vang Lillelund er fratraadt Redaktionen efter mange Aars fortjenstfuldt Arbejde.

Aarbogens Linie vil imidlertid blive fortsat. Det vil stedse være Redaktørens Maal gennem Samarbejde med Udgiver og Bogtrykker at skabe en smuk og stilfuld Bog, der kort, men fyldestgørende og paalideligt, fortæller om Begivenheder i Byen gennem det Aar, Bogen omfatter, samtidig med, at den gennem Billeder og en indledende Artikel bringer Oplysning af kulturhistorisk og topografisk Værdi.

I de 20 Aar har Bogen, der ikke er noget forretningsmæssigt Foretagende, vundet mange Venner baade hjemme og ude, og det er Haabet, at den Skare, som i de svundne Aar har sluttet op om Bogen og derved betinget dens Eksistens, stadig maa blive større og større.

December 1947.

Ingemann.

 

Ringkøbing i København

Det er tit nok fremhævet at Ringkøbing er en lille By, men Aarsagen er ikke at Indbyggerne ikke har formeret sig i tilstrækkelig Grad. Af hvert nyt Kuld er Hundreder draget ud i den vide Verden, og det har sat sine Spor i Statistiken. Jeg tør ikke hævde at det var de initiativrigeste og dygtigste der kom af Sted, for der har sikkert været meget forskelligt der har spillet ind. Det er vel gaaet som da England i Vikingetiden blev oversvømmet af Jyder; nogen drog ud af Æventyrlyst, andre fordi de ikke kunde begaa sig hjemme, eller skaffe sig Brødet, men de der blev hvor de var født, har nu ikke været Nokkehoveder allesammen. Det kan de umuligt ha været, for det er jo dem vi stammer ned fra, og Jyder er jo – naa, det behøver jeg vist ikke at ta igennem med Aarbogens Læsere.

Som sagt, Ringkøbing er en lille By, men rundt i Landet, for ikke at sige i Verden, findes der saa meget Ringkøbing at der kunde blive en anselig By ud af det. Hvor meget der er i København alene, blev vi først rigtig klar over i Januar 1940, da Jens Holm kom herover for at vise os sin Film fra Ringkøbing. I Januar 1942 stiftedes Ringkøbing-Foreningen, der talmæssigt kulminerede i 1943 da Medlemskort Nr. 845 blev udstedt. Det var i nogen Grad Jubilæumsfestlighederne der gav Foreningen dette Fremstød. For dem der paatog sig Arbejdet med Lodtrækningen og Indsamlingerne, dels til en Gave til Ringkøbing By, dels til Foreningens Festmiddag, var det en stor Opmuntring at mærke den Trofasthed vores gamle By altid omfattes med. Karakteristisk var den Diskretion som flere af de Offervillige sikrede sig – af den ene eller den anden Grund – og man støttede kraftigt den Tanke at alle skulde ha Raad til at være med til Festen. Over 500 deltog i Middagen i Studenterforeningens store Sal, og saa var der endda en Del af de Indtegnede som af Luftalarmer blev forhindret i at komme. Det var som bekendt den Aften R.A.F. bombede Burmeister og Wain, og en Del af Arrangementerne gik af samme Grund i Vasken. Men trods alt, det var Ringkøbing i København.

Vilkaarene for Sammenkomster i større Stil har ellers ikke været de bedste. Vi har døjet med tidlig Lukketid, i visse Perioder Spærretid, og med Mangel paa egnede Lokaler og meget andet. Alligevel kan det vist siges at Foreningen har haft sin Mission, baade i Besættelsestiden, da Følelsen af Fællesskab var særlig værdifuld og opmuntrende, og i al Almindelighed.

En Sammenligning med de andre saakaldte Hjemstavnsforeninger skal efter kyndige Folks Udsagn falde saa helt ud til Ringkøbing Foreningens Fordel at man næsten ikke kan være bekendt at nævne det. Det kan jo kun skyldes at der er noget særligt ved Ringkøbing, og det ved vi jo ogsaa der er. Om ikke andet, saa det at Byen er saa lille at vi allesammen kender hinanden eller i hvert Fald hinandens Slægt.

De første Gange vi mødtes, var vi noget forbavsede over at vi saa saadan ud, men det gjorde vi altsaa. (Det er jo altid paa de andre man skal se at Aarene gaar.) Man greb sig i at te sig saa provinsielt som man ikke havde gjort det i mange Tider, men af denne Provinsialisme paa godt og ondt opstod der lidt efter lidt noget af det som jeg vil kalde den specielle Ringkøbing-Tone, men jeg faar svært ved at gøre Rede for hvad den bestaar i. Sproget er en vigtig Bestanddel naturligvis, men dertil kommer en vis ikke altfor højrøstet Ligefremhed, en hel Del spydsk Drilleri der hurtig kan mildnes med Selvironi, og før eller senere Historier og atter Historier, helst om Folk vi kender og har sjove Navne til; men ogsaa den fritsvævende Anekdote dyrkes.

Flere af de Kunstnere der har medvirket ved vore Sammenkomster har undret sig over den enestaaende Lydhørhed de mærkede i Ringkøbing-Foreningen. Det er jo ikke sandsynligt at vi skulde være bedre begavet end Folk fra andre Byer, men hvis det ikke er bar Smiger at vi hører til de bedste Foreninger at optræde for, saa skyldes det maaske at denne Dyrkning af Anekdoten udvikler Sansen for den diskrete Pointe.

Den egentlige Mening med Foreningen er at skaffe Folk fra Ringkøbing Lejlighed til at møde hinanden, og Bestyrelsens Opgave er at stable et Program paa Benene som kan samle Medlemmerne, for jo flere der kommer, des flere Bekendte træffer man. Det kan være svært i det lange Løb at skaffe Underholdning med den rette Tilknytning til Byen eller i hvert Fald til Vestjylland, men vi har jo nu og da faaet Forstærkning hjemmefra, bl. a. af »Trykkeren« og Mads Degnbol og af »Cirkus Hindø«.

Paa en vellykket Aften møder der omkring fire Hundrede Medlemmer, og næsten alle de gamle Ringkøbing Slægter er repræsenteret. Dalgaard,Tang, Heiberg, Holbek, Høy, Gravengaard, Hofgaard, Noes, Lehn, Lange, Holm (baade Boghandlerne i Nygade og Bredgade), Krarup, Bune, Silberg, Frølund, Meistrup, Bollerup og mange andre.

Navnet Sørensen florerer ogsaa, baade Dyrlægens, Isenkræmmerens og Skomagerens, og Thomas Mester paa Orgelfabrikken hans Afkom.

Af Orgelfabrikantens eget Afkom er der Ebbe Andresen, der er Arkitekt og hans to Kusiner der er – i hvert Fald nydelige.

Af Lærerbørn er der Nordbeks, Flints og Fensbøls.

Men hvem er nu ham der, spør jeg min Sidemand.

  Det er en af Mikkel Christensens.

Nej ham kender jeg sgu godt, Nej det er ham ved Siden af.

  Naa ham, det er Skrædder Busted.

 

Til Gengæld kan jeg fortælle ham at dem paa fjerde Række er Karen Koch og en hel Masse af Slagter Nielsens Børn og Børnebørn med Ægtefæller.

Og der er en Stribe af Peter Junges blonde Familie og en dito af Søren Mikkelsens letkendelige Døtre.

Foreningens Alderspræsident er vist nok Fru From-Petersen, født i 1859 (en Søster til Bager Hedegaard). Trods sine 88 møder hun op hver Gang vi kalder. Det yngste Medlem er Eva Rahbek Smith. Hun blir 100 nøjagtig i det Aar Ringkjøbing blir 600.

Efterkommere af Byens Honoratiores skorter det heller ikke paa. Ved en særlig Lejlighed havde fire Amtmænd Efterslægt med, nemlig Stampe Feddersen, Dons, Toft og Karberg. Og Børn af Borgmester Ekeroth og Finsen er Medlemmer. Arkitekt Helge Finsen (hvis ny Bog Ung Dansk Arkitektur citeres og roses meget) talte ved Jubilæumsfesten paa »Trækfuglenes« Vegne, og han varmede de Indfødtes Hjerte ved at sige at selv om det kun var nogle Aar af ens Barndom man boede i Ringkøbing, saa var det i den By man følte man hørte til.

Gertrud Skikkilds Mand, Komponisten Carl U. Simonsen, talte ved samme Lejlighed paa »Svigersønnernes« Vegne, og hendes Far, Købmand Chr. Skikkild talte paa egne Vegne, og med et foragteligt Skub til Højttalermikrofonen. (Ta det Skidt væk) og han kunde høres, trods sine 83 Aar.

Hvem mere skal jeg nævne? Professor Melchiorsens Datter, Fru Grove (f. Hoppe) med Døtre. Fru Konsulinde Laursen, som alle skal hen og hilse paa, og Jens Knudsen, ham fra Ringkøbings berømte Fodboldshold i Begyndelsen af Aarhundredet, og vor Personalhistoriker F. K. Erlang, og »æ halvtolv Post« ikke at forglemme, gamle Jens Thomsen der nu som pensioneret bor i Kongens Lyngby. Af de lidt yngre Aargange er der f. Ex. Landsretssagfører Jacob Hald, Svend Borre, Tandlæge Thomsens Sønner og Forlagsdirektør Andersen, populært kaldet Fætter Einar. Og der er Børge og Gunver Wille, (naar de ikke er i Amerika eller andet Udland).

Af Oplandsfolk, for hvem Ringkøbing ikke er Fødebyen men i sin Tid en uoverskuelig og spændt imødeset Oplevelse, har vi ogsaa nogle Medlemmer. Der er bl. a. et Ægtepar fra Hover, fra to Nabogaarde, saa vidt jeg ved. Manden hedder for Resten Knud Kristensen og hans Kone hedder Else. Hun fortalte engang om hvordan de som Børn altid fik 50 Øre at købe for naar de skulde til Byen, og det var da gerne nede ved Rahbek Smithes det Indkøb blev gjort. Saa var der engang Knud havde købt en Pisk, men den gamle Ole Christensen havde taget det Løfte af ham at han ikke maatte slaa nogen Dyr med den. Naa, saa kom vi om i Skikkilds Gaard. Der holdt vi gerne ind. Der laa der saa saadan en rigtig smeldfed død Sælhund, helt stram af Spæk. Saa spurgte Knud sin Far: Faar, maa a tosk te den jen gaang? Det fik han jo saa Lov til, da.

Af de unge der kommer i Foreningen, er der mange jeg ikke kender, bl. a. dem der ikke selv kender meget til Ringkøbing, men som slæbes med af begejstrede Forældre. Man maa haabe de ikke kommer til at hade Byen altfor inderligt. Det samme gælder Ægtefællerne til vores Bysbørn, for vi har vist nok lidt svært ved at forstaa at ikke alle maaler Byen og det der hører den til, med vor Maalestok.

Jeg kunde nævne mange endnu, ogsaa en Del Navne som Læserne vilde nikke genkendende til, men vi skal ogsaa skænke dem vi aldrig ser, et Par Tanker, navnlig dem der har deres bitre Grunde til ikke at komme. Lige meget hvor demokratisk Ringkøbing er og var, saa har der altid været nogle Hjem som vi af en eller anden Grund saa ned paa, f. Eks. fordi en ubehersket Børnemængde holdt Levefoden uhjælpelig nede under det acceptable. Hvis dertil kom et Øgenavn hentydende til en eller anden Skavank der havde gjort Forsørgeren mindre arbejdsdygtig, saa var Børnene fra de Hjem udsat for at faa et Præg for Livet, et Præg af Fattigdom, ja af det der er værre, af latterliggjort Armod. Øgenavnet gik tit i Arv, og mellem Børn findes som bekendt ingen Skaansomhed. Maaske lærte Ofrene at grine med, men er der noget der øger Naget mere? Jeg ser en af de Drenge for mig med saadan et fattigt, tillært Grin, og jeg ved om ham at han aldrig vil sætte sine Ben i Foreningen. Visse Skæbner er det tifold værre at bære i en lille By, for Klassificeringen varer ved, føles det, længe efter at der er raadet Bod paa Realiteterne. Kun blandt fremmede føler de sig vurderet efter Fortjeneste. Det tilkommer ikke os at gaa i Rette med dem der holder sig borte fra os, men vi bør ikke glemme dem – og heller ikke vore egne gamle Tankeløsheder, for at bruge et mildt Udtryk. Til Gengæld vil vi ha Lov til at glæde os naar vi hilser paa nogen af dem der har faaet Raad til og Trang til – trods alt – at være sammen med deres gamle Bysbørn.

Nu og da hører vi lidt om en af dem der havde de bedste Chancer hjemmefra, men som nu er gaaet totalt i Hundene. Maaske det refereres hvad det er han gaar og drikker, og vi undrer os over at det kan gaa en Ringkøbingdreng saa galt.

I en stor By strejfes man af mange Skæbner, men dem hjemmefra ser vi i et Perspektiv der gør dem dobbelt menneskelige. Vi kender Forhistorien, derfor siger det nutidige os mere, baade Fremgang og Tilbagegang og det der blot er Aarenes Gang. Vi kender Forudsætningerne – i de forskellige Slægter og Milliøer – i de smaa og snævre Forhold der er Halvsøster til Hyggen – og i de store Udsyn vores Hjemegn har at byde paa.

Det Foreningen har betydet for mig, oplever jeg i potentieret Grad i den lille Fraktion som – med en Mindelse om den Skole vi allesammen gik i – har faaet Navnet Femte Drenge. Vi var oprindelig tolv – alle født omkring Aarhundredeskiftet, men i vidt forskellige Hjem, og nu lige saa forskelligt stillede, erhvervsmæssigt og af Hartkorn, i Omgangsform og Interesser, men knyttet sammen i Spøg og Alvor af det der gerne skulde staa mellem Linierne i dette Causeri.

Billedet paa Side 9 stammer fra en Komsammen 1 Anledning af at Oskar Sørensen havde købt sig en Villa i Vanløse. Et gammelt Ord siger jo: Sig mig hvem du omgaas, saa skal jeg sige dig hvem du er. Femte Drenge havde paataget sig den Opgave at vise Oskars Naboer hvem han er, og i fornem Procession med høje Hatte og Skilt og Musik drog vi igennem Alléen til bemeldte Villa.

Der er kun elleve paa Billedet. Nr. 12 var Karl Larsen, maaske bedre kendt under Navnet Kalle Pøhl. En uhelbredelig Sygdom slog ham ned og vi mistede en af Kresens bedste Fortællere. At vi ogsaa havde betydet noget for ham i hans sidste drøje Aar gav han et gribende Udtryk for i et Brev han skrev umiddelbart før han døde.

Hans Stol staar tom, og det skal den blive ved med, er vi blevet enige om.

Men faa eller mange, smaa Krese eller talrige Forsamlinger, vi synes der er skabt nogle Muligheder for at noget muntert og menneskeligt værdifuldt kan overvintre og udfolde sig fra Tid til anden, for det er morsomt at møde gamle Venner, og det er værdifuldt at holde sig i levende Kontakt med den Rod man er runden af, og jo ældre man blir, desto mere betyder det for En.

 

1946

OKTOBER

Markederne i Ringkjøbing er ved at dø ud. Saaledes var Oktober-Markedet, Mikkelsdags-Marked, kun tilført en enkelt Kvie, og af Markedsgæster var der mødt ganske faa.

Ringkjøbing Haandværkerforening har ladet foretage en omfattende Restaurering af Foreningens Lokaler, der nu fremtræder i lys og festlig Skikkelse, dette gælder ikke mindst den store Sal. Arbejdet er udført af Byens Haandværksmestre under Ledelse af Arkitekt Olaf Skovfoged, Aarhus. Tidl. Overtjener paa Hotel »Ringkjøbing« F. Melms, er antaget som Vært.

1. Indsamlingen til Sydslesvig slutter, den har i Ringkjøbing indbragt 8000 Kr. – 8. Departementschef Eivind Larsen forhandler paa Raadhuset med Amtmand, Borgmester, Dommer og Politimester om en ny Politigaard i Ringkjøbing. – 14. Byraadet vedtager at iværksætte Beddings-Anlæg paa Havnen, med Opfyldning og Udvidelse ved Havnebassinet anslaas Udgiften til 184.000 Kr.; det tiltrædes med 6 St. mod 4 (Soc), at den paatænkte J. C. Christensen-Statue rejses paa Torvet; Regnskabet 1945–46 forelægges og viser et Overskud i Forhold til Budgettet paa  171.986 Kr. –   15. Ringkjøbing Musikforening holder stiftende Generalforsamling, og til Bestyrelsen vælges Dommerfuldmægtig Kjær (Form.), Læge Sigurd Næss-Schmidt, Fabrikant L. Andresen, Landinspektør Edens, Boghandler N. P. Holm og LRS. Dalgaard-Knudsen. – 17. Faretruende Brand i Kælderen i Radio- og Cyklehandler Kirks Ejendom i V. Strandgade. – 18. Magister, cand. pharm. Børge Wille (S. af Dyrlæge A. W., Rkbg.) tildeles af Det tekniskvidenskabelige Forskningsraad 12.000 Kr. til Studieophold i U.S.A. – 19. Præsidenten for Dansk Røde Kors, Kommandørkaptajn Kai Hammerich, taler ved offentlig Møde. – 23. Kutteren »Viola« af Ringkjøbing minesprænges ved Haurvig, Skibet gaar ned, og Ejeren, Peter Due Christensen, og Medhjælper Richard Haagensen, begge Østergade, klamrer sig i Vandet til Masten en Time, inden de reddes. – 10 Aars Jubilæum af Rang: I Oktober 1936 startede Oluf Kirk, Søn af Lars Kirk paa Kreditforeningen, sit Nellikegartneri i Avedøre. I Løbet af de 10 Aar er det blevet et Mønstergartneri med 20 Drivhuse, hvor ca. 70 m lange. Af 140.000 Planter skæres der aarlig op mod 3 Mill. Blomster. De gaar under Navnet O. K. Nelliker, og man kan rundt regnet sige, at hver tolvte Nellike, der sælges her i Landet, er fra Oluf Kirk.

Guldbryllup: 6. Landmand Jens Faurbye og Hustru, Kongevejen.

Bryllup: 12. Frk. Henny M. Nielsen, Hedehusene, og Murer Søren Jakobsen (S. af Enkefru A, J., Kongevejen 26, Rkbg.). – 13. Frk. Ebba Søndergaard (D. af Skotøjshandler M. S., Rkbg.) og Kommuneassistent Erik Nielsen, Ribe. – 20. Sygeplejerske Frk. Ingrid Nørgaard, Horsens, og Ekspedient Ejnar Thygesen (S. af Murerm. J. T., Rkbg.). – 23. Frk. Maja Pedersen, Lervang, og Vagner Muldbjerg (S. af P. M., Østergade 23, Rkbg.). – 27. Frk. Bodil Lysgaard, Ulfborg, og Fiskeeksportør Børge Thue Nielsen, Rkbg.

Fødselsdage: 2. Fru Signe Schou, Østergade, 60 Aar. – 14. Fru Wille Jensen, Haldagermagle Skole, tidl. Rkbg., 90 Aar. – 25. Syerske fru Jensen, Fjordallé 2, 60 Aar. – 27. Købm. Fr. Nielsen, Torvet, 90 Aar. – 29. Fru Gine Olsen, Vestergade 6, 60 Aar.

Døde: Jesper Pedersen, 87 Aar. – Handelsmand Jens Vestergaard, Herningvej 12, 71 Aar; forulykket i Hover Aa.

 

NOVEMBER

En af Byens gode gamle Borgere, Købmand Fr. Nielsen, Torvet, er gaaet bort 90 Aar gl. I 60 Aar drev han – Købmanden af den solide Type – Forretning paa Torvet. Fr. Nielsen, der for et halvt Aar siden afhændede Forretningen til Sønnen P. Grønlund Nielsen, var i mange Aar Kirkeværge og Medlem af Menighedsraadet.

Fiskeribetjent S. Jørgensen Sørensen, der nu er 70, har fratraadt sin Stilling, som han har varetaget siden 1921, i Forvejen havde han da i en halv Snes Aar været Fiskerifoged. Fiskere fra Ringkjøbing og Fjorden rundt hædrede ham ved en Sammenkomst paa Højskolehjemmet, hvor det af mange Talere blev betonet, at han havde øvet Ret og Skel til alle Sider, og at han havde vundet mange Venner ved sin Hjælpsomhed og Forstaaelse.

1. Fiskeribetjent Johs. Dahl, Skagen, ansættes som Fiskeribetjent i Ringkjøbing. Lagerforvalter Johs. Jensen har været ansat i 25 Aar i Th. Lindbergs Korn- og Foderstofforretning. – 2. Værkstedsformand Ingemann Jensen har været ansat 25 Aar ved Ringkjøbing-Ørnhøj Banen. Ringkjøbing Roklub har holdt Basar og samlet 10.000 Kr. ind til tre nye Baade. – 11. Byraadet vedtager at afhænde den gamle Markedsplads til Vestjydsk Eksportforening og Tømmerhandler Henry Kjeldsen, der indrettes derefter Markedsplads ved Viadukten. Til Medlemmer af Ligningskommissionen til 1950 vælges Slagterm. Bøgebjerg, Købm. Højmark Christensen, Dommerfuldmægtig Krebs Hansen, Fuldm, Bojsen, Overmontør L. K. Madsen, Træskomager P. Ledgaard Steffensen og Arbm. Ant. Nielsen. – 20. Smedemestrene Chr. P. Dahl og Oluf Dahl sælger deres Smede- og Maskinforretning til Smedemester H. K. Petersen, Brande. – 25. Ringkjøbing-Foreningen i København holder Fest, hvor Ringkjøbing-Borgere optræder med gamle Ringkjøbing-Viser m. m., 500 Deltagere. – 27. Gal Tyr fra Samlestalen løber gennem Byen og overfalder paa Torvet fhv. Kontorbestyrer Petersen og Gdr. Johs. Lauridsen, No, sidstnævnte kvæstes temmelig alvorligt.

Sølvbryllup: 5. Mads Grydegaard og Hustru, Østergade 46. – 6. Skindhandler Johs. Haakonsen og Hustru, Vestergade. – 19. Orgelstemmer Fritz Schollain og Hustru, St. Blichersvej 11.

Bryllup: 2. Frk. Ingrid Jensen (D. af afd. Gdr. Villads Jensen, Rkbg.) og Kristian Fløjmann, København. – 3. Frk. Svea Matsson og Tapetserer Frode Kirkegaard, begge Rkbg. – 9. Frk. Emmy Jensen, Esbjerg, og Politibetjent Johs. Vang Madsen, Rkbg. – 17. Frk. Agnete Olsen (D. af pens. Baneformand O., Rkbg.) og Fiskeskipper Christian Jensen (S. af fhv. Fisker Knud J., Rkbg.). –   28.  Frk. Marie Madsbjerg,  Møborg, og Evald  Ebsen  (S.  af Enkefru Mariane E,, Rkbg.).

Fødselsdage: 5. Pastor emer. Chr. Sørensen, 70 Aar. – 9. Fru Faurholt Andersen, 60 Aar. – 13. Maskinsætter Aage Langhoff, Tværvej, 50 Aar. – 17. Fru Snedkerm. Pedersen, Østergade, 75 Aar. – 27. Kristian Kjær Lauridsen, Alderdomshjemmet, 75 Aar. –  28. Repræsentant G. Nelson, Nørregade 8, 50 Aar. – 30. Enkefru Cecilie Andersen, Nørregade 6, 60 Aar.

Døde: Civilingeniør, fhv. Distriktsingeniør ved V.B.V. og Overklitfoged for Ringkjøbing Amt, J. K. Danø, 74 Aar. – 18. Snedkerm. Chr. P. Jensen, København, tidl. Rkbg. – 22. Købm. Fr. Nielsen, Torvet, 90 Aar. – 26. Modehandlerinde Fru Henriette Iversen, Fjordallé.

 

DECEMBER

Maaneden var naturligvis præget af Julen, og m. H. t. Julegaver var Ringkjøbing-Borgerne usædvanlig tidlig paa Færde. Der var stigende Salg i en Række Forretninger, kun Salget af Julegæs viste Nedgang. Grunden er vel, at Folk, der under Besættelsen tjente store Penge, er vendt tilbage til Flæskestegen.

Lige før Jul holdt Højskoleforeningen Generalforsamling, og en Udvidelse af Højskolehjemmet drøftedes. Der udarbejdes nu Projekter, og et af dem gaar ud paa at bygge en Sal til 7-800 Mennesker og udvide Restaurant og Køkkenlokale tilsvarende. Dette Projekt vil koste ½ Mill. Kr. at realisere.

1. Ingeniør Vagn Jacobsen (S. af Overbetjent J., Skjern) beskikkes som motorsagkyndig i Ringkjøbing Politikreds. Organist Frk. Anne Marie Nielsen (D. af afd. Buntmager N., Torvet) ansættes som Organist ved Ringkjøbing Kirke. LRS. Westerby, København, ansættes som Politifuldmægtig i Ringkjøbing. – 12. Købm. Romlund sælger sin Ejendom paa Hjørnet af Bredgade og Smedegade til Møbelhandler Mads Nørgaard, Holstebro, tidl. Rkbg. – 14. Optænding af gammelt Savsmuld foraarsager Brand i Fyrkælderen paa Orgelfabrikken. – 30. Tømrermester Anders Kjergaard har i 40 Aar haft Borgerskab som Tømrermester i Ringkjøbing.

Bryllup: 3. Frk. Signe Iversen (D. af Tarben I., Rkbg.) og Vognm. Janus Jacobsen, Hjerting. – 7. Frk. Nitta Bjerg (D. af Kurvemager A. B., Rkbg.) og Overmontør Edvard Bloch Mogensen, København. – 15. Frk. Grete Boll, No, og Mejeribestyrer Mads Rahbek Slots, Ringkjøbing Mejeri. – 25. Frk. Thora Røjkjær og Julius Knudsen, begge Rkbg. – 27. Frk. Karen Irene Christensen, Aargab, og Typograf John Petersen, Rkbg. Frk. Ellen Christensen (D. af Arbm. N. C, Rkbg.) og Harald Kristensen, Hirtshals. – 28. Frk. Solveig Andersen (D. af Overportør A., Rkbg.) og Ekspedient Ib Søndergaard Pedersen, København.

Fødselsdage: 1. Malerm. Otto Mikkelsen, V. Strandgade, 70 Aar. – 12. Fhv. Skibshandler J. P. Jensen, 70 Aar. – 15. Fhv. Pedel  v.  Ringkjøbing Skole, Laurits Nielsen, Aarhus, 90 Aar.

Døde: 8. Fru Christine Marie Laurberg, Vestergade, 71 Aar. – 9. Bruno Christensen, 35 Aar. – 17. Jens Pedersen, 69 Aar. – 23. Inger Nielsen (D. af pens. Overpostbud N.). – 24. Jørn (S. af Købm. Ludvig Hertz) 4 Aar. – 31. Snedker Rasmus P. Rasmussen, 79 Aar.

 

1947

JANUAR

En af Marinens Dykkerbaade er minesprængt ved Sdr. Lyngvig, fem Mand er omkomne og to haardt saaret. Marinerne er ikke fra Ringkjøbing, men de var stationeret her. Holdet med Minekvartermester Axel Sørensen, Bremergade, København, i Spidsen, havde vundet sig mange Venner her. Ulykken har gjort et dybt Indtryk i Byen, og der er holdt Mindegudstjeneste i Ringkjøbing Kirke.

Ringkjøbing har nu 4448 Indbyggere, d. v. s. 72 flere end foregaaende Aar. Fødselsoverskudet naaede i 1946 op paa 132 pCt. mod 92 pCt. det foregaaende Aar.

1. Nytaarsnat faar et uroligt Forløb, flere Butiksruder knuses, og i Nygade skar en beruset Slagter en Fisker ned. Fuldmægtig Aatorp har været ansat paa Kreditforeningen i 25 Aar. – 10. Amtstuefuldmægtig A. M. Keck forflyttes til Aabenraa. – 11. Alfred Sørensens Legat til flittige Skoleelever tildeles Inger Larsen (D. af Red. L,, Vestkysten) og Knud Ladefoged (S. af Lærer L.). – 14. Stiftende Generalforsamling i Ringkjøbing og Omegns Andelsvaskeri, der nu har 630 Andelshavere. – 29. Fjorden kan nu bruges som Skøjtebane ogsaa om Aftenen, idet der er opsat Projektører ud for Fjordallé. – 30. Der sker om Natten Brud paa en Gasledning ud for Tømrerm. Kjergaards Ejendom i Vestergade, Gassen trænger ind i Huset, opdages i Tide, og Husets Beboere flytter ud for Natten.

Bryllup: 5. Frk. Asta Møller (D. af Forretningsfører Carl M., Rkbg.) og Montør Gunner Daugaard, Hobro. – 5. Frk. Else Sørensen (D. af Arrestforvarer S., Randers, tidl. Rkbg.) og Overbetjent Jørgen Godt, Rkbg. – 7. Frk. Hanna Kristensen (D. af Margrethe K., Rkbg.) og Fisker Gustav Jensen, Hvide Sande. – 31. Frk. Rita Olsen, Nakskov, og Sparekassefuldmægtig Aage Hansen, Nr. Aaby (S. af Kontorbestyrer Chr. M. H., Rkbg.).

Fødselsdage: 10. Jens Christensen, Søndergade 9, 75. Aar. – 12. Mathias S. Thomsen, Søndergade, 50 Aar. – 14. Politimester Asger Seerup, 60 Aar. – 24. Fru Smed Thode, Herningvej 15, 60 Aar. Fru Togfører Louise Andreasen, Kongshøjvej, 70 Aar.

Døde: 5. Enke efter Dommer i Esbjerg V. Esmann, Fru Anna Esmann (D. af afd. Fysikus Erik Holst, Rkbg.), Charlottenlund, 78 Aar. – 20. Bankkasserer Carl Bloch. Bankassistent Knud Nielsen, København (S. af Snedker Johan A. N., Rkbg.), 28 Aar. – 22. Ekstraarbejder ved D.S.B. Jens Nikolajsen, Nørregade, 40 Aar. – 23, Toldforvalter Erik Schlanbusch, København, 70 Aar, afdøde var Toldforvalter i Ringkjøbing 1911-20 og blev 1914 valgt til Borgmester, den første byraadsvalgte i Byen. – 28. Jens Kristian Nielsen (Sig).

 

FEBRUAR

Maaneden vil mindes som en Vintermaaned af usædvanlig Karakter. Den tyndeste Is paa Fjorden er maalt til 37 cm, den tykkeste til 70 cm, og selv Vesterhavet er islagt langs Kysten. Samtidig gør Brændselsmangelen sig gældende, og ved Kommunekontoret, hvor der visse Dage sælges Gasværkskoks, samler der sig fra den tidligste Morgenstund en Kø paa op til 200 Mennesker, der ønsker at komme i Betragtning ved Uddelingen.

Ved Maanedens Slutning opstaar en Snestorm, der standser al Landevejs-Trafik i Amtet, Ringkjøbing er uden Forbindelse med Klitten i flere Dage.

1. Frk. Karen Bojesen og Frk. Kirstine Madsen har været ansat ved Telefoncentralen i 25 Aar. Maskinmester Larsen, Tangsvej, har været ansat ved Elektricitetsværket i 25 Aar. Overbetjent Puggaard forflyttes til Rudkøbing. – 14. Tidl. Ejer af Hotel »Hindø«, Chr. Pedersen, har af Hotelejer Møller, Hotel »Ringkjøbing«, købt Søndervig Badehotel. – 17. Ringkjøbings Navn løber Landet rundt, fordi der meldes, at der er fundet Gas under Fjorden, det viser sig, at Gassen ikke kan udnyttes. – 31. Lærerne C. O. Christensen og C. Bach og Lærerinderne Frk. E. M. Nielsen og K. Jørgensen forfremmes til Overlærere. Ved Budget-Behandlingen i Byraadet meddeles, at Skatten 1947-48 vil stige med 67.000 Kr., Prisen for Elektricitet nedsættes med 10 Øre til 40 Øre pr. Kwt. – det samme som før Krigen.

Bryllup: 2. Frk. Inge Lillian Mortensen, København, og Fisker Jens Peder Grønne, Rkbg. – 23. Frk. Edel Knudsen (D. af Pakm. K., Rkbg.) og Maskinm. Ove Justesen, Odder.

Fødselsdage: 5. Fisker Laurids Jensen, Bymarken, 60 Aar. – 6. Fru Anne Nielsen, Godthaabsvej, 70 Aar. – 8. Martinus Grydegaard, V. Strandgade, 50 Aar. – 11. Carl Christensen, V. Strandsbjerg 5, 60 Aar. – 15. Apoteker Juhl, Sønderborg, tidl. Rkbg., 60 Aar. Pens. Stationsforstander P. Mikkelsen, Strib, tidl. Rkbg., 70 Aar. – 24. Lærerinde Frk. Maren Jørgensen, Grønnegade, 70 Aar.

Døde: 1. Karetmager Anders Olesen, Hee, tidl. Rkbg., 69 Aar. – 11. Fru Ane Søndergaard, 82 Aar. – 12. Fru Ane Ville Jensen, Nørregade 7. – 18. Pens. Togfører Laust Tholund, Ribe, tidl. Rkbg., 66 Aar. Tidl. Bud ved Kreditforeningen Andreas Stampe, København, 69 Aar.

 

MARTS

Ringkjøbing Amtsraad har vedtaget at anvende 1,350,000 Kr. til Udvidelse og Nybyggeri ved Ringkjøbing Sygehus. Der skal bygges en ny Patientfløj, nyt Ligkapel, Kedelrum og Vaskehus, desuden skal Operationsafdelingen ombygges. Sygehuset faar Oliefyr. Adgangsforholdene bliver ændret, idet Adgangen for besøgende bliver fra Nørredige, medens den nuværende Adgang til Sygehuset forbeholdes Patienter og Sygehusets Funktionærer, der faar Adgang gennem en Port.

Vinteren har varet ved, tre Snestorme har hærget Ringkjøbing i Maanedens Løb.

3. Fuldm. Niels Stengaard vælges til Formand for Idrætsforeningen i Stedet for Sv. Aa. Pedersen, der ikke ønsker Genvalg. – Landbobanken meddeler, at 1946 blev et Rekordaar, idet Omsætningen steg med 177 Mill. Kr. til 661 Mill. Kr., der udbetales 6 pCt. i Udbytte. – 5. Mads Sørensens Legater til Ringkjøbing Skole tildeles Ruth Brunsgaard Hansen (D. af Ejendomsmægler H.) og Bente Søm (D. af Fiskeeksportør S.) – 11. A/S Ringkjøbing Isværk har i 1946 solgt Is for 84.000 Kr., hvilket er det største Salg i Værkets Historie. – 16. Borgerforeningen holder 75 Aars Jubilæum ved en Spisning paa Haandværkerforeningen, til  Formand  vælges  Elektricitetsværksbestyrer Petersen, da Formanden gennem 35 Aar, Faktor J. N. Jepsen, ikke ønsker Genvalg. – 17. Ligningsprocenten nedsættes fra 8,1 til 8 pCt. Skatteydernes Indkomst andrager 9.658.872 Kr. mod foregaaende Aar 8.506.208 Kr. – 22. To Motortog paa Ringkjøbing-Ørnhøj Banen støder sammen ved Vind, to 12 Aars Drenge, Hugo Stjernholm Pedersen, Ørnhøj, og Jørgen Bonde Nielsen, Nr. Omme, dræbes, det er den første Ulykke i Banens Historie, der har krævet Menneskeliv. – 23. Foreningen »Sommerlyst« har afbetalt al Gæld, d. v. s. 9000 Kr., Aktiverne udgør nu 20.000 Kr., og der er 600 Medlemmer.

Bryllup: 15. Frk. Karen D. Pedersen, Stadilø, og Slagter Arne S. Nielsen (S. af Anton N., Rkbg.). – 16. Frk. Rigmor Nielsen og Radioforhandler Willy Kirk, Rkbg.

Fødselsdage: 4. Fru Maren Refstrup, J. C. Christensens Allé 4, 75 Aar. – 6. Urmager Jacob Andersen, Nygade, 50 Aar. – 11. Fisker Julius Stræde, V. Strandgade 22, 60 Aar. – 12. Andreas Nielsen, V. Strandsbjerg 21, 70 Aar. – 14. Ringkjøbings ældste Kristine Pedersen (Lybæk), Møllevej, 93 Aar. Hotelejer M. Flytkjær, »Grand Hotel«, 60 Aar. – 24. Fhv. Bager Chr. Jensens Hustru, Madsine Jensen, Nørregade 12, 80 Aar. – 28. Cyklehandler N. Kirk, 75 Aar.

Døde: 3. Driftsleder ved D.S B.s Bilruter Kristian Andreas Boll, 62 Aar. – 10. Fru Elisabeth Christensen, Enke efter Købm., Konsul Chr. C, Rkbg.

 

APRIL

13 Realister har taget Afsked med Ringkjøbing Skole. Det blev det bedste Hold, Skolen har haft i sin 60 Aars Levetid, idet der opnaaedes et gennemsnitligt Resultat paa 14,29 eller næsten rent mg. Ogsaa Mellemskole-Eksaminerne har i Aar været særdeles tilfredsstillende.

1. Frk. Marie Ebbesen har været ansat som Økonoma ved Ringkjøbing Sygehus i 30 Aar. – 8. Stærke Isskruninger ved Havnen. – 18. Ole Jensen har været Tromlefører i 25 Aar ved Vejvæsenet i Ringkjøbing. – 33 franske Børn i Alderen 6-9 Aar ankommer til Hjem i Byen, hvor de skal opholde sig i 3 Mdr. – 30. Mindegudstjeneste i Ringkjøbing Kirke i Anledning af Kong Christian X's Bisættelse.

Sølvbryllup: 29. Distriktsingeniør, cand. polyt. K. H. Schultz og Hustru, St. Blichersvej.

Bryllup: 1. Frk. Elly Oda Jensen (D. af Ankjær J., Grønnegade, Rkbg.) og Erik Hansen, Esbjerg. – 3. Frk. Grethe Rich (D. af Malerm. H. R., Rkbg.) og Afdelingsleder Johan Thopholm, Horsens. – 12. Frk. Vibeke Petersen, Skjern, og Telefonmontør Th. Theils (S. af Overmontør T., Rkbg.). – 19. Kontorist Betty Rasmussen, Horsens, og Ekspedient Niels Møller Jacobsen, Aarhus (S. af Fru Marie J., Reberbanen, Rkbg.). Frk. Ella Sørensen, Lervanggaard, og Politibetjent H. C. Sørensen, Rkbg.

Fødselsdage: 1. Fru Ingrid Mortensen, Ø. Strandgade 22, 70 Aar. – 4. Telegrafmontør L. K. Madsen, Kirksvej 14, 50 Aar. – 10. Fru Slagter Pedersen, Reberbanen 15, 80 Aar. – 15. Fru Maren Christensen, Alderdomshjemmet, 80 Aar. – 24. Fru Cecilie Steffensen, Østergade, 70 Aar. – 26. Enkefru Mette Jensen, V. Strandgade 27, 70 Aar. – 27. Glarmester J. Th. Damgaard, Bredgade, 70 Aar. – 29. Fru Hotelejer Ole Jensen, Jernbanehotellet, 65 Aar.

Døde: 2. Fru Helene Christensen. – 19. Knud Dyrmose Jensen. – 20. Fru Birthe Monrad, København (D. af Bogholder Krogh, Østergade, Rkbg.), 26 Aar. – 25. Fru Lone Dahl, Bildtsvej 13.

 

MAJ

Ringkjøbing er nu med i det nordiske Venskabssamarbejde. Gennem Foreningen Nordens Lokalafdeling er der knyttet Venskabsforbindelse med Byerne Tromsø, Luleaa og Kemi i henholdsvis Norge, Sverige og Finland. Byerne ligger vel lidt langt borte, men Venskabsarbejdet tages alligevel op i den rette Aand, og fra Ringkjøbing er der allerede sendt Indbydelser til de tre Byer om at sende Venskabsdelegationer til Ringkjøbing.

1. Byggeselskabet »Holmene« stiftes med en foreløbig Aktiekapital paa 30.000 Kr., til Bestyrelse er valgt Murerm. J. Sivertsen, Tømrerm. P. Nissen, Vejassistent K. V. Bruun, Fabriksleder Pultz-Hansen og LRS. Simons. S. Sørensens Skotøjsforretning, V. Strandgade, kan fejre 50 Aars Jubilæum. – 3. Statsminister Knud Kristensen taler i Byen, og Højskolehjemmet, Hotel »Ringkjøbing« og Haandværkerforeningens Sal fyldes med Tilhørere. – 4. Festligheder i Byen til Minde om 4. Maj 1945. – 5. Brand hos Vulkanisør Rich. Jensen, Reberbanen, Værkstedet og 65 Bildæk ødelægges. – 8. Telefonistinde Frk. Kirstine Bojsen har været ansat 25 Aar paa Telefoncentralen.

Bryllup: 4. Frk. Mary Bjerg Nielsen (D. af Uldhandler Kr. N., Rkbg.) og Politibetjent Andr. Bjerregaard Andersen, Rkbg. – 10. Frk. Poula Vogntoft Andersen og Gunnar Jonsen, begge Rkbg. – 11. Frk. Inga Borgen, Lemvig, og Trafikassistent Johs. K. Bækdal, Lemvig (S. af Opsynsmand N. I. Kirkegaard, Rkbg.). – 16. Frk. Ulla Bendix-Poulsen (D. af afd. Amtslæge H. Bendix-P., tidl. Rkbg.) og Kriminalbetjent Jens Christensen, København. – 24. Frk. Helene Christensen (D. af Banevogter C, Rkbg.) og Fabrikant John Lund, Esbjerg. Frk. Ingrid Christensen (D. af Banevogter C, Rkbg.) og Tømrer Villy Pedersen, Vassingerød.

Fødselsdage: 1. Fru Marie Lund Andersen, Nørregade 20, 75 Aar. – 2. Enevold Kabel, Nørregade, 75 Aar. Fru Møllebygger Poulsen, Enghavevej 8, 70 Aar. – 3. Jørgen Orloff, Mellemgade 12, 70 Aar. Arbm. Martin Grønbjerg, Enighedsvej 9, 60 Aar. – 5. Pens. Banenæstformand J. Christensen, Kirksvej j, 70 Aar. – 7. Anders Ager, Alderdomshjemmet, 85 Aar. – 9. Fru Margrethe Damgaard, Enghavevej 16, 70 Aar. – 10. Sirius Kjærgaard, Ø. Strandgade 20, 50 Aar. – 13. Fru Dagmar Hvistendahl, Søndergade, 70 Aar. Arbm. Peder Andersen, 0. Strandgade 31, 60 Aar. –   17. Fhv. Vognfabrikant A. Bildt,  65  Aar. –  24.  Arbm. v. Jysk Telefon Henrik Vilh. Christensen, Nørreport 10, 50 Aar. – 27. Nikolaj Knudsen, Ø. Strandgade 25, 70 Aar. – 28. Kontorbestyrer Th. Pedersen, 60 Aar.

Døde: 5. Fru Jensine Marie Knudsen, V. Strandsbjerg, 50 Aar. –  7. Hotelejer Ole Jensen, Jernbanehotellet, 78 Aar. – 9. Fru Karen Jensen. –   17. Fru Mary Lyngby. –  28.  Malerm. Otto Mikkelsen, 70 Aar.

 

JUNI

Vinteren var kold, men Juni har været varm. Dag efter Dag har Solen skinnet fra en skyfri Himmel. Fra en tilfældig Søndag gengives følgende Varmegrader: Kl. 7: I Skyggen 19½ Gr., i frit Felt 32½ Gr., Kl. 12: I Skyggen 25 Gr., i frit Felt 36½ Gr., Kl. 18: I Skyggen 24½ Gr. og i frit Felt 34 Gr.

1911 rejste den unge Ringkjøbing-Pige Christiane, Datter af Banetømrer Levin Hansen, Tangsvej 18, til U.S.A. Hun blev gift derovre med en Mr. Faust og hun er nu hjemme paa Besøg. Ringkjøbing-Pigen, der i Dag er en meget velhavende Dame, satte under Krigen Rekord i Tegning af Krigsobligationer og blev dekoreret af Roosevelt.

1. Pedel Chr. Christensen har været ansat ved Ringkjøbing Skole i 25 Aar. – 5. Grundlovsfest i Alkjær Lukke med Folketingsmændene Poul Sørensen og Fr. Dalgaard som Talere. – 14. Resultatet af 4. Maj-Dagens Festligheder og Indsamling blev 15.960 Kr. til Frihedsfondens Ungdomskollegier. – 16. Postassistent Frk. Karen Refstrup, der har været ansat paa Posthuset siden 1916, forfremmes til Postforvalter i Aarhus. – 18. Juridisk Embedseksamen er bestaaet af Aksel Holck Christiansen (S. af Dommer C, Præstø, tidl. Rkbg.). – 20. Studentereksamen er i Tarm bestaaet af følgende: Sproglig: Kirsten Dalgaard-Knudsen (D. af LRS. D.-K.) og Knud Aage Nielsen (S. af Købm. J. N.), matematisk: Bodil og Kirsten Risdal (D. af Fuldm, R.), Else Jensen (D. af Kornhandler J.) og Britta Gunborg Simons (D. af LRS S.). – 22. Tennis-Spillerne N. Stengaard, Harry Jespersen, Vald. Lange og Sv. Aa. Pedersen bliver Jyllandsmestre.

Sølvbryllup: 2. Boghandler Jens Holm og Hustru.

Bryllup: 6. Lærerinde Frk. Ingrid Brunsgaard og Politibetjent Carl Jacobsen, begge Rkbg. – 8. Frk. Ellen Kristensen (D. af Bestyrer K., K.F.U.M., Rkgb.) og Overportør A. Byrgesen Jensen, Hobro, – 29. Frk. Gerda Kristensen (D. af Fisker Chr. K., Vellingvej, Rkbg.) og Tapetserer Jens Sørensen, Vamdrup. Frk. Gerda Christensen (D. af Kr. C, Rkbg.) og Møbelpolstrer Jens Sørensen, Kolding. Frk. Maren Trier Nielsen (D. af Karl T. N., Rkbj.) og Fisker Vagn Kristensen, Kolding.

Fødselsdage: 23. Skomager Ibsen, Nørregade 22, 70 Aar. Fisker Morten Dam Mortensen, Ø. Strandgade 22, 75 Aar. – 26. Lærer J. K. Christensen, 60 Aar. Godsekspeditør J. A. Knudsen, 60 Aar. – 29. Maler P. C. Hindø, St. Blichersvej, 60 Aar.

Døde: Fru Ane Kristine Thomsen, f. Jensen. – 27. Elektriker Erik Andersen, Rønne (S. af Agent Laurids A., Reberbanen, Rkbg.), 33 Aar, dræbt ved Højspændingsulykke.

 

JULI

Turisterne har i Sommer strømmet til Ringkjøbing, og i Juli har der været saa mange som sjældent før. Da al Soveplads paa Hoteller o. lign. er optaget, er der gennem Turistforeningen rettet Appel til private om at stille Værelser til Raadighed for Byens Gæster. Det har hjulpet, men ikke nok, og en Nat maatte Jernbanerestaurationens haarde Træbænke fungere som Senge for Turisterne.

1. Overpostbud Evald Sørensen har været ansat 40 Aar ved Postvæsenet. Dyrskue paa den nye Dyrskueplads ved Viadukten. – 10. Pavillonen i »Sommerlyst«, det yndede Udflugtssted ved Vonaaen, er brændt antagelig som Følge af en henkastet Cigaret. Bygningen er forsikret for 8000 Kr., men Penge er ikke nok, der maa Materialer til for at opføre en ny Pavillon, og i Sommer vil der i hvert Fald intet ske m. H. t. Genopbygning. – 17. En kommunal Legeplads aabnes ved Herningvej.

Bryllup: 5. Frk. Thora Bundgaard, Vemb, og Snedker Eigil Mikkelsen, Rkbg. – 12. Frk. Harriet Hansen, Odense, og Harald Lauridsen (S. af Murer L., Fjordallé, Rkbg.). – 19. Husbestyrerinde Fru Dagny Poulsen, Staby, og Teglværksarbejder Rich. Poulsen, Skjern (S. af Dræningsmester P. P., Rkbg.). – 20. Frk. Sinne Marie Stampe, Thim, og Væver Sigurd Nielsen, St. Blichersvej, Rkbg. – 27. Damefrisørinde Frk. Hanne Mortensen, Rkbg., og stud. jur. Laurids Kjærgaard Nielsen, København.

Fødselsdage: 4. Fru Karen Marie Olsen, Mellemgade 17, 80 Aar. – 5. Cigarhandler Niels Thomsen, V. Strandgade, 60 Aar. – 11. Fru Marthine Sloth, Smedegade, 65 Aar. – 24. Jane Pedersen, Nørreport 3, 65 Aar. Byraadsmedlem, Kioskejer Aage Pedersen, 50 Aar. – 25. Fhv. Lærer og Organist M. Fensbøl, København, tidl. Rkbg., 80 Aar. – 29. Savværksejer Pedersen, Torvegade, 65 Aar.

Døde: 11. Skomager Chr. P. Bank, 89 Aar. – 15. Fru Dorthea Faurby. – 17. Bagersvend hos Bagerm. Louis Bredahl Orla Riis (S. af Murer R., Gjern) 26 Aar, druknet i Vonaaen. – 18. Urmager Chr. Bill, Andst, tidl. Rkbg.

 

AUGUST

En Deputation fra Ringkjøbings finske Venskabsby Kemi bestaaende af Stadschef Nylander, Tandlæge Frk. Hüwönen og Lærer Kaalo Markanen har gæstet Ringkjøbing. Delegationen er bleven modtaget paa Raadhuset af Repræsentanter for Byens Bestyrelse med Borgmesteren i Spidsen, og Byen har været Gæst ved en Frokost. Iøvrigt har Finnerne været Foreningen Nordens Gæster.

11. To Fanger i Arresten overfalder og skamslaar Arrestmedhjælper Viktor Lauridsen, der bliver haardt medtaget.

Bryllup: Frk. Annelise Tandskov Petersen (D. af Overbetjent Otto P., Rkbg.) og Dekoratør Poul Gunnar Tranberg, Rkbg. – 12. Børnehavelærerinde Frk. Gunver Grum-Schwensen (D. af fhv. Dommer i Ringkjøbing G.-S., Vemb) og Gdr. Martin Nielsen, Nr. Omme. – 23. Frk. Ingeborg Høier (D. af afd. Bogtrykker H., Rkbg.) og Maskinmester Egon Juul Hansen, Thyborøn. – 30. Frk. Marie Simonsen, Velling, og Købm. Aksel Jensen, Bredgade.

Fødselsdage: 1. Bertel Nørmark, Tværvej 12, 70 Aar. – 3. Blikkenslagerm. Carl Feddersen, 50 Aar. – 6. Fru Martinus Nielsen, Torvet, 65 Aar. – 14. Fru Mathilde Iversen, 70 Aar. – 18. Arbm. Knud Jensen, Fjordallé 29, 70 Aar. – 19. Togfører B. Andreasen, 75 Aar. – 22. Fru Notkjær Valdemar, Nørregade, 75 Aar. – 25. Peder Nygaard, Ø. Strandgade, 70 Aar. – 28. Poul Enevoldsen, Vestergade 8, 70 Aar. – 31. Pens. Banearbejder Jens Jørgen Hjorth, Herningvej 12, 7$ Aar. Fru Cigarhandler Thomsen, Ø. Strandgade 23, 65 Aar.

Døde: 7. Byraadsmedlem, Forretningsfører Carl Møller, Ringkjøbing Sygekasse, 68 Aar. – 18. Else Møller, Enke efter Tømrerm.  Chr. Møller. Godsekspeditør Jens Aage Knudsen, 60 Aar.

 

SEPTEMBER

Under Krigen har Vandet i Vonaaen været betegnet som sundhedsfarligt, og der har faktisk ikke været badet i Aaen. I Sommer har Vandet været erklæret ikke-sundhedsfarligt, og Børnene i Ringkjøbing har badet i rigt Maal. Skolen har genoptaget Svømmeundervisningen, og Ringkjøbing Svømmeklub er bleven reorganiseret. Klubben har deltaget i Konkurrencer i andre Byer med fint Resultat, og i den jyske Svømmeturnering, hvor der deltog 61 Hold, blev Ringkjøbing-Holdet Nr. 6.

1. Amtsforvalter A. F. Pedersen har været ansat 40 Aar ved Amtsstuerne.

Diamantbryllup: 2. Fhv. Gdr. Laust Andersen (Sinkbæk) og Hustru, Enghavevej 18.

Bryllup: 4. Frk. Norma Hansen, Aarhus, og Ryan Thede (S. a: afd. Amtslæge T., Rkbg.). – 6. Frk. Else-Margrethe Schultz (D. af Distriktsingeniør S., Rkbg.) og Journalist Thorkild Behrens, Viborg. – 10. Frk. Metha Jakobsen, Holmsland, og Johannes Stræde Jensen, Rkbg. – 20. Frk. Anna Lange Bertelsen, og Bogtrykker Holger Rosengaard Rasmussen (S. af Bogtrykker L. R.), begge Rkbg. – 28. Husbestyrerinde Gerda Birk, Lem, og Maler Jens Gustav Jensen, Vestergade (S. af Arbm. Johs. J., Rkbg.). Frk. Anna Elisabeth Korsgaard (D. af Ole K., Rkbg.) og Chr. Pedersen, Klegod.

Fødselsdage: 3. Erik Laursen, Kongevejen 24, 90 Aar. – 8. Fhv. Gdr. Ole Bjerregaard, Bymarken, 75 Aar. – 9. Anders Nielsen, Enghavehus, 75 Aar. – 11. Fru Bech Olsen, Herningvej, 60 Aar. – 12. Fru Dagmar Andersen, Nørregade 10, 75 Aar. – 14. Overportør Andersen, Tangsvej, 60 Aar. – 28. Fabrikant H. L. Hansen, Ringkjøbing Uldspinderi, 70 Aar. – 30. Fru Kirsten Bjørnsgaard, Nygade, 85 Aar.

Døde: 15. Frk. Ragna Berg (D. af afd. Postmester Hagbard Berg, Rkbg.) 36 Aar.

Til top